Sådan pifter du nemt din altan op

0

Er du så heldig at have en altan i din lejlighed eller i din bolig? Hvis ikke er der god grund til at få en altan, hvilket du vil opdage, så snart du nyder morgenkaffen i de første stråler fra forårssolen.

Når det kommer til indretning af altaner, bør du overveje at gøre lidt ekstra ud af dit udendørs rum. Ved at lægge lidt energi her kan du skabe dig et unikt frirum i en travl hverdag. Læs med her, når vi giver dig inspiration og tips til, hvordan du skaber den flotteste altan med enkle, men effektive virkemidler.

Det behøver ikke være dyrt at skabe et helle

Hvis du er nervøs for, hvad det skal koste at pifte din altan op, kan du ånde lettet op. Med få velvalgte virkemidler kan du nemlig på nul komma fem forvandle en kedelig og grå altan til et romantisk og roligt helle i din hverdag.

Og et helle skal det lige præcis være. Hvem har ikke netop brug for et pusterum i hverdagen i Danmark anno 2017? Forestil dig allerede nu en kop kaffe en sen eftermiddag med solens varme stråler på kinderne, eller måske et glas afkølet vin en sommeraften med en veninde eller kæresten. Nu ved du, hvad vi taler om.

Mulighederne for at indtage altanen som et rum på lige fod med andre lokaler i dit hjem er altså mange. Lad derfor ikke denne chance gå din næse forbi, men skab i stedet et dejligt opholdssted i dit liv, hvis du er så heldig at have en altan som en del af dit hjem.

Skab stemning med lys og blomster

Når det kommer til indretningen af et lille udendørs areal som en altan, handler det først og fremmest om at skabe en stemning. En effektiv måde at gøre det på er ved at lege med blomster og lyssætning, hvilket slet ikke behøver vælte dit budget.

Afhængig af størrelsen på din altan kan du eksperimentere med farverige blomster i smukke krukker, hængeplanter eller endda altankasser. Selv hvis du ikke er til farver i din indretning indendørs, vil vi anbefale dig at gå efter blomster med lidt spræl, da denne løsning skaber det smukkeste look. Desuden spreder farverige blomster glæde. Ikke kun hos dig, men også hos din nabo. Vær derfor ikke bange for at tage din indretning for langt – for husk, at du nemt og hurtigt kan plante dine krukker eller blomsterkasser om, hvis du trænger til et nyt udtryk på din altan eller vil følge sæsonen.

Leg herudover med lyssætning som et element i din indretning. Sæt et LED-bloklys i en farverig lanterne – det skaber den helt rigtige hyggelige stemning ved et lille bord. Alternativt kan du hænge lyskæder op omkring gelænder eller andre steder, du synes. Det giver samtidig et flot nordisk look, der er en meget hot indretningstendens netop nu. Pynt derfor gerne din altan med lyssætning – også i andre måneder end december. Lys sørger for, at altanen er rar at opholde sig på, når du læser en bog eller blot får noget varmt at drikke.

Større elementer – borde og stole

Når dette er sagt, vil stemningen på din altan også afhænge af, hvilke stole eller borde du vælger at sætte derud. Overvej, om du her søger komfort eller æstetik, og om du i det hele taget ønsker et bord. Måske passer en komfortabel bænk, eksempelvis med et smukt dyreskind henover, bedre til dig og dine behov.

Mulighederne er mange, og du bør derfor indrette altanen efter dit eget behov. Bor du alene, kan en enkelt udendørs lænestol være tilstrækkelig, mens du formentlig gerne vil have siddeplads til flere, hvis du bor med mange familiemedlemmer.

OBS! Udendørs møbler bør altid være modstandsdygtige mod vind og vejr. Så vær opmærksom på det, før du stiller et møbel uden for altandøren.

Ønsker du et moderne tvist? Leg gerne med forskellige kombinationer af stole, der ikke matcher, eller vælg skrappe farver. Eksperimenter alternativt med et DIY-møbel og byg dit drømmemøbel ud af paller. Det er ganske nemt, men giver et råt og bæredygtigt look.

Det er kun din egen fantasi, der sætter grænser for din altans udtryk og anvendelsesmuligheder. Nyd at lege med dit udendørs rum, når du skaber hygge og stemning med farver, lys og møbler efter din egen smag og økonomi. Rigtig god indretning.

Share.

About Author

Leave A Reply